Undervisningen på STU

Her kan du læse om undervisningen og få en overordnet introduktion til fagene på STU Norddjurs

Fællesskabet og undervisningen på STU Norddjurs rummer både et beskæftigelsesrettet-, et erhvervsrettet-, et lærings- og uddannelsesrettet-, et fritidsrettet- og et ungdomsrettet perspektiv i forhold til dig som menneske i det samfund, vi alle lever i.

Undervisningen er inddelt i 3 overordnede områder:

Virksomhed:  Her arbejder vi med produktion, service og salg og marketing. Her er vores fokus beskæftigelses-, erhvervs- og/eller uddannelsesrettet
Min sundhed: Her arbejder vi med at styrke din fysiske sundhed og viden om, hvordan krop og sind hænger sammen
Selvforståelse og hverdagsliv:  Her er der fokus på at styrke din mentale sundhed og din viden om dine styrker og dine kompetencer.

Alle tre områder indeholder hverdags-dansk, hverdags-matematik og hverdags-engelsk i det omfang, det giver mening for den enkelte. Fagene anvendes i det, vi arbejder med i dagligdagen.

Hvis du ønsker at deltage  i undervisning i dansk eller matematik på FVU-niveau, kan dette ske gennem vores samarbejde med AOF Djursland som en del af din STU-uddannelse.

Du kan læse mere om vores virksomhed og øvrige fag i menuerne nederst på denne side.

Virksomheden

Virksomhedsdelen af vores STU-uddannelse er opdelt i tre områder:  'Produktion', 'Service' og 'Salg og marketing'.

Alle tre områder indeholder forskellige værksteder og har bæredygtighed og genbrug som grundelementer.

Her findes fra starten af studieåret glas-, træ- og metal- og cykelværksted, tekstilværksted og designværksted.

Hvis der er interesse for at etablere andre produktionsrettede værksteder, er vi villige til at gå i dialog og samarbejde med de studerende om det. 

De ting, vi producerer og/eller reparerer, vil blive markedsført og solgt gennem vores salgs- og marketingsafdeling. Produktionen og Salg og Marketing Salg er i løbende dialog om produktudvikling og produktion.

STU Norddjurs deltager i Special Skills, som er et årligt event for specialklasse-elever fra folkeskoler og specialskoler. Eleverne deltager i forskellige workshops, som blandt andre STU Norddjurs er med til at facilitere. Det vil som udgangspunkt være gennem workshops i tekstil- og træværkstedet.

I vores salgs- og marketingafdeling findes værksteder, der har formidling, salg og detailhandel som omdrejningspunkt. Vi arbejder med nyhedsproduktion, avis, interviews, webudvikling, SoMe og marketing. Her er også mulighed for arbejde med billedbehandling, 3D-print, e-handel, QR-koder og meget, meget mere

 

Du kan se og følge vores Instagram profil her (åbner ny fane) 

 

 

I vores service-afdeling findes to værksteder inden for kantinedrift og ejendomsservice.

Vi arbejder med alt fra dyrkning og plantning af krydderurter og grøntsager, fra jord til bord, høns, vedligeholdelse af bede og grønne arealer samt kompostering og affaldsordninger. Her er udgangspunktet selvforsyning og bæredygtighed.

Herudover arbejdes der med diverse pedelrettede opgaver både inde og ude.

Øvrige fag

Undervisningen i selvforståelse består blandt andet af, at du lærer at forstå dig selv, dine udfordringer og særlige behov. Vi har fokus på, at du med tiden kan vende dine udfordringer til dine styrker. Vi inddeler dig og dine studiekammerater i mindre hold, så det er trygt og overskueligt. Samtidig er det vigtigt, at du i undervisningen føler dig som en del af vores sociale fællesskab. 

I selvforståelsesfagene bliver du i løbet af uddannelsens 3 år undervist i forskellige temaer. Temaerne kan blandt andet være: ”Mig og fællesskabet”, ”Mig og SoMe”, ”Krop, samliv og følelser” og ”Mig og mit handicap”. Undervisningen foregår både som klasseundervisning og i mindre grupper. 

 

Ifølge loven skal STU Norddjurs også tilbyde dig en meningsfuld og relevant seksualvejledning, der både handler om køn, kærlighed og seksualitet. Dette indgår også i selvforståelsesfagene. Vi har valgt, at temaet ”Krop, samliv og følelser” er undervisning og dialog i fællesskab, og at vi herudover tilbyder individuel seksualvejledning, der hvor der er behov og det giver mening.

Undervisningen i Hverdagsliv består blandt andet af, at du lærer at forstå dig selv og agere i det samfund vi lever i. Temaerne for undervisningen kan blandt andet være: ”Mig og transport”, ”Mig og samfundet”, ”Selvbetjening og økonomi” og ”Mig og min fritid”. Undervisningen foregår både som klasseundervisning og i mindre grupper. Her er det også vigtigt, at du i undervisningen føler dig som en del af vores sociale fællesskab. 

I Min Sundhed undervises du både i praksis og teori. Min sundhed ses som et bevægelsesfag, der både dækker over teori, bevægelse, krop og sundhed. I studieåret 2024-2025 byder underviserne blandt andet på fitness, Disc Golf, badminton, MTB, svømning, boldspil mv. Ligeledes bliver temaer som ”Fællesskaber og sociale relationer”, ”Krop og hygiejne”, ”Søvn”, ”Sundhed” og ”Kost” vigtige omdrejningspunkter i undervisningen.

Der kan i løbet af din studietid også være mulighed for at deltage i forskellige idrætsstævner, for eksempel atletikstævne.